Lokaldemokrati i Nordvest
November 2006
Dagorden torsdag 16. november kl. 19. Store sal i Kulturhuset, Dortheavej 61
Torsdag 16. november kl. 19 arrangerer lokalrådet i samarbejde med kulturhuset et orienteringsmøde om lokaludvalg.
Det bliver muligt at etablere et Bispebjerg Lokaludvalg i 2007, men det er usikkert hvornår det kan ske. Vi venter på en tilkendegivelse fra Københavns Kommune herom.
Formålet med mødet er dels at orientere om processen og dennes vilkår, dels at diskutere sammensætningen af lokaludvalgets netværk. Forhåbentlig kan vi på mødet desuden få at vide, hvornår vi må starte. Der er fri adgang for alle med interesse for deres lokalområde.
Specielt vil vi opfordre medlemmer af brugerbestyrelser for skoler og institutioner til at møde op, og vi håber også at se deltagere fra Emdrup Øst.
Velkomst Ved lokalrådsformand Alex Heick
Vilkår og tidsplan Ved Birgitte Frimer-Larsen, Københavns Kommune
5 års erfaring med lokaludvalg Ved Ejner Jensen fmd. for Valby Lokaludvalg
Bispebjerg modellen En skitse til lokaludvalg ved Alex Heick
Pause. (I pausen serveres pindemad, øl og vand som markering af lokalrådets 40 års jubilæum)
Oplæg til gruppediskussion Ved centerleder Jan Lindboe.
Diskussion i grupper: Hvilke interessegrupper/netværk må anbefales repræsenteret i lokaludvalgets repræsentantskab, og kan vi give repræsentantskabet gode råd om lokaludvalgets sammensætning?
Opsamling Ved Jan Lindboe og Alex Heick.
Perspektiv af Alex Heick
For tiden bliver jeg næsten dagligt spurgt, hvornår lokaludvalget kommer, og må blot trække på skulderen og sige: ”2007,- mere ved jeg ikke”. Det er nemlig besluttet, at Bispebjerg Bydel får lokaludvalg i 2007, og det er vi glade for. Men der er ikke truffet beslutning om, hvornår i 2007 det sker. Henvendelser herom til politikere og embedsværk gennem måneder har været resultatløse.
Det er ubegribeligt, at vi ikke kan få en afklaring. For lokalrådets almindelige sagbehandling er det ganske vist underordnet om lokaludvalget bliver i januar eller december, men andre ting gør det vigtigt at opstarte et Bispebjerg Lokaludvalg i foråret 2007, og at en tidsplan herfor foreligger allerede i 2006.
Kvarterløft Nordvest ophører med 2007. Aktivitetsniveauet vil aftage gennem 2007 og især handle om forankring og afvikling. Budget og plan for 2007 skal dog foreligge nu.
Flere projekter rækker videre end 2007, og vil naturligt skulle serviceres fra lokaludvalget (Hulgårds Have, Lys over Ørnevej).
Og der er spørgsmålet om bydelsavisens overlevelse (se forslag til arbejdsplan for 2007 nedenfor).
Hvis avisen skal fortsætte, vil det være med lokaludvalget som hovedaktør.
Det vil være lettest at gennemføre via en overgangsordning, hvor Kvarterløftet delvis er med i starten, hvilket kun kan ske, hvis lokaludvalget er på plads senest april 2007. Samtidig kan avisen bidrage til netværksaktivering i lokaludvalgets opstartfase.
Der er endnu ikke budgetteret med avisudgifter i Kvarterløftets budget for 2007, og beslutning herom haster. En strategisk beslutning om lokaludvalgets deltagelse skal derfor også tages nu. Jeg har følgelig på vegne af lokaludvalget sagt, at det vil det gerne. Ganske vist har jeg jo ikke mandat, da lokaludvalget ikke findes, men på den anden side er det i lokaludvalgets indlysende interesse at bibeholde en bydelsdækkende avis, og spørgmålet om dette overhovedet er muligt vil være afklaret længe inden lokaludvalget ser dagens lys.
Endvidere er der spørgsmålet om at ”overdrage” kvarterløftets netværk af aktive på en ordentlig måde. Hvis lokaludvalget bliver i foråret 2006, har Kvarterløftet tilbudt at arrangere et overdragelsesseminar for lokaludvalg og kvarterløftsaktive.
Og hvad skal der ske med Lygten Station, når Kvarterløftet er væk? Vil lokaludvalget flytte ind? Der arbejdes også på andre løsninger, der dog måske vil have problemer med huslejen. En beslutning om lokaludvalgets holdning til Lygten presser sig på.
Også i denne sag er det nok nødvendigt, at lokalrådet tager en strategisk beslutning på vegne af lokaludvalget. Det kan vi ikke gøre juridisk forpligtende, men en entydig vejledende beslutning er næsten lige så god, fordi erfaringer fra både Valby, Vanløse og Østerbro siger, at de lokalrådsaktive netværk (herunder lokale politiske partiforeninger) bliver tæt repræsenteret i lokaludvalget. En vejledende tilkendegivelse for eller imod at lokaludvalget flytter ind i Lygten fra 1. januar 2008 vil være en afklaring, også for de, der ønsker at forbeholde Lygten til kulturelle aktiviteter,- hvilket så stadig kunne lade sig gøre, men med huslejen betalt.
Der er også en ikke-kvarterløftsrelateret grund til at komme igang med lokaludvalg snarest. Bispebjerg Bydels grænser blev som bekendt ændret ved bydelsreformen. Vi skal inddrage den nye del af bydelen. Det er svært at gøre i lokalrådssammenhæng, fordi lokalrådet nedlægges, når lokaludvalget er på plads. Lokaludvalget er den fornuftige ramme herfor.
Formanden
Kvarterparken
Vinderen offentligøres 16 nov
Vinderen blandt de fem indsendte forslag til Kvarterpark NV (ved Hulgårds Have), bliver offentliggjort 16. november kl. 16-18 ved en ceremoni i gymnastiksalen på Frederikssundsvejens Skole.
Bellahøjbadet
Lokalplanforslag
Vi har modtaget forslag til lokalplan ”Bellahøjbadet”, der vil være i høring indtil 18. december.
Forslaget skal muliggøre bygning af en stor indendørs svømmehal med internationale mål, som skal ligge hvor de to store udendørs bassiner idag ligger. De to mindre udendørsbassiner omdannes til en del af et udendørsområde.
Bellahøj-hallen forbliver uændret.
Lokalplanskitsen synes sympatisk. Det fremtræder dog tvivlsomt, om den hidtidige udendørs svømmebassin-funktion om sommeren vil kunne fortsætte.
Lokalplanforslaget vil fremlagt ved mødet med henblik på drøftelse.
Nyhedsbrev
November 2006
Bispebjerg lokalråds nyhedsbrev kan downloades
i 3 forskellige formater:
Word -
OpenOffice -
PDF
Forslag for 2007
Lokaludvalg
I skrivende stund ved vi ikke, hvornår der kommer lokaludvalg, og vi ved ikke engang hvornår dette vides.
Alligevel vides, at processen vil komme øverst på lokalrådets dagorden, når den tid kommer. Ikke fordi den er lokalrådets ansvar, for det er ikke tilfældet. Ansvaret ligger I første række hos sekretariatet for demokrati- og serviceudvikling i økonomi-forvaltningen. Men da de jo ikke kan sidde I lokaludvalget, ligger ansvaret især hos os alle.
Når selve processen er gået igang, hvor man I et repræsentantskab skal udpege lokaludvalgets netværksrepræsentanter, er lokalrådet allerede ud af billedet.
Men I virkelighedens verden, vil mange personer og netværk fra lokalrådet være at genfinde I lokaludvalget, som derfor på mange måder vil være lokalrådets arvtager. Det er derfor vigtigt, at vi hjælper det med at få en god start.
Bydelsavis
Der har i en årrække været en Kvarterløftsbåret avis i bydelen (Kvarterbladet) med bidrag også fra andre offentlige myndigheder og foreningslivet.
Eftersom Kvarterløft forsvinder med udgangen af 2007 forsvinder også det økonomiske grundlag for bydelavisen.
Men bibeholdelse af en bydelsavis er i nærdemokratiets indlysende interesse, bl.a. fordi der ikke findes andre bydelsdækkende medier. Der arbejdes derfor aktuelt på fortsættelse af denne avis med arbejdstitlen ”Bydelsbladet Bispebjerg”. Planen lyder på 10 årlige hustandsomdelte udgivelser i Bispebjerg Bydel. Det kan kun lade sig gøre, hvis Lokaludvalget deltager som en af tre større (og en masse mindre) parthavere via en foreningsstruktur kaldet Bispebjerg-Alliancen.
Avisen skal bæres af lokale offentlige interessenter med behov for annoncering (eks. Lokaludvalg, kulturhus, miljøcenter, bibliotek) og af det lokale foreningsliv. Men den skal gøres spændende af læserbreve og andre indlæg fra aktive borgere.
For de deltagende, vil annonceudgifterne kunne reduceres til 1/3. Bydelsavisen vil dog ikke have kommercielle annoncer, men kun opslag fra offentlige myndigheder og foreningslivet.
Nørrebro Stationsområde
Planen om at give området omkring Nørrebro Station et løft var desværre faldet til jorden i første omgang (2003), men både beslutningen om at anlægge en metrostation her, og en kommunal beslutning om byggeri på stationens rangérområde gør, at planen er nødt til at genoplives, ellers ender det galt.
Her er tale om et gigantisk projekt, der,- hvis alle de økonomiske konsekvenser medregnes ved anlæg af Nørrebro Torv, byggeri og park på Skodagrunden, byggeri og rekreativt område på rangérområdet samt de 8-10 mindre delprojekter, så sniger beløbsrammen sig op over ½ milliard kr. Lokalrådet kan,- med sit budget på 20 000 kr. årligt,- kun yde moralsk støtte hertil, men det vil vi skam også prøve på.
Det at der ikke ”lige” kan findes ½ milliard, er ingen undskyldning for ikke at planlægge langsigtet.
Kvarterløftene Nordvest og Nørrebro Park samt Områdeløft Mimersgade fremlagde en såkaldt ”Helhedsplan”, som er et godt grundlag at gå videre med. Og det er den vej, vi skal,- også lokaludvalget.
Kulturscenen
En af de mest markante sager, som vi har beskæftiget os med i det forløbne år, er ”Kulturscenen”, der handler om at genopføre det gamle Østre Kapel på en grund ved Utterslev Mose.
Projektet ledes aktuelt af slags forening, der består af tre personer: Lokalrådets formand Alex Heick, centerleder Jan Lindboe fra Kulturhuset og formanden for Emdrup Grundejerforening Lennart Frandsen.
Projektet har tilsagn fra Københavns Kommune på 4 mio og tilsagn om 400 000 årligt i drifttilskud. Desuden er besluttet at 430 000 kr. af tilskuddet kan bruges til projektering, og et prissat projekt er udarbejdet iår.
Projektgruppen har haft et konstruktivt forløb med Lokale- og Anlægsfonden, som dog ikke vil forpligte sig før resten af finansieringen er på plads. Svar på ansøgning til Realdania er lovet i november. Planen er fortsat, at byggeriet går igang i foråret 2007, men en forudsætning herfor er et positivt tilsagn fra Realdania.
Vi vil passende kunne overdrage projektet til Københavns Kommune i forbindelse med lokalrådets nedlæggelse.
Kulturscenen bliver kommunal ejendom, og skal forvaltes som en slags kommunalt Kulturhus,- et administrativt annex til kulturhuset på Dortheavej. Samtidig er ambitionen, at Kulturscenen bliver et kulturelt fyrtårn i regionen,- et fyrtårn der dog både kan stå op og ligge ned, både rumme kunstneriske udtryk af højeste kvalitet og den almindelige borger. Et kulturcenter i vikingestil.
Forretningsudvalgets beretning
Den løbende behandling af mindre sager skal ikke omtales. Det drejer sig typisk om henvendelser fra enkelte borgere eller små foreninger. Det eneste, som sådanne sager har til fælles, er, at de er meget forskellige.
Her skal kun berøres større ting, som er sket i det forløbne år. Læs mere...
Både formanden, de øvrige medlemmer af forretningsudvalget og revisorerne er på valg til årsmødet.
Der foreligger tilkendegivelse fra følgende om, at de genopstiller: Til valg af formand: Alex Heick (Radikale). Til valg af Forretningsudvalg: Torben Groth (FSB Rebslagerhus), Mogens Wassermann (Konservative), Irene Hjelmslund (Bispebjerg Terrasser), Bjarne Petersen (A/B Lygten), Jørgen Rose (Kvarterløft Nordvest).
Desuden skal vælges revisorer og en revisorsuppleant.
Det er muligt at opstille på årsmødet. Desuden kan man her tilmelde sig lokalrådets udvalg.
Lokaldemokrati i Nordvest
Lokalrådet blev grundlagt i efteråret 1966 efter et års forarbejde. Dengang hed det Lokalrådet for Nordvest. Navnet blev senere ændret p.g.a. tilknytningen til Bispebjerg Bydel.
Betingelserne for Bispebjerg Lokalråds virke er endnu idag de samme, som dengang rådet blev dannet i 1966.
1) Kærneydelsen er at være det lokale politiske modspil til Københavns Kommunes centralstyre. Bydelens Stemme.
2) Lokalrådet prøver desuden at præge bydelen med sit virke som igangsætter.
3) Endvidere deltager lokalrådet i arbejdet i en snes bestyrelser og udvalg. I denne rolle udgør lokalrådet netværkernes netværk.
4) Endelig arrangerer rådet undertiden borgermøder m.m.
Alt arbejde for lokalrådet er frivilligt og ulønnet. Rådets budget er minimalt.
Det er derfor egentlig forbløffende, at lokalrådet nu har passeret de 40 år, men så er det også snart slut.
Det betyder, at vi i dette efterår kan fejre rund fødselsdag. Da der imidlertid allerede er flere andre lokalråds-aktiviteter i november, og vi ligefrem snart skal til at nedlægge rådet, synes det mere velvalgt at markere lokalrådets nedlæggelse, når lokaludvalget er på plads.
Vi har derfor valgt blot at markere jubilæet ved at tilbyde lidt mad, drikke, en skål og et hurra til deltagerne ved mødet d. 16. november.
|