Dagsorden
1) Valg af dirigent og ref.
2) Godk. af ref. fra 30. jan og af dagsorden
3) Medlemsnyt
4) Beslutningssager
a) Nørrebro Stationsområde
b) Indvielse af Møntmesterpladsen
c) Indsigelse lokalplan Bisiddervej
5) Orienteringssager
a) Bydelsinddelingen
b) Den grønne tænketank
c) Musikforeningen
d) Natteravnene
e) Hulgårds Have
6) Nyt fra udvalgene
a) De interne udvalg
b) Tillidsposterne
7) Administrativt
8) Eventuelt
DIRIGENT OG REFERENT
Bjarne Petersen blev dirigent og Torben Groth referent.
REFERAT & DAGSORDEN
Referatet fra lokalrådets årsmøde 30 januar blev godkendt.
MEDLEMSNYT
Emdrup Grundejerforenings repræsentant Mogens Frederiksen takkede af efter årtiers indsats i lokalrådet. Alex Heick takkede ham for den mangeårige indsats.
Formøde med Søren Schielder
Den nyligt tiltrådte chef for Lokalcenter Bispebjerg, Søren Schielder, fortalte dels om sin baggrund (tidligere lokalcenterchef i Sundby), dels om udviklingen på det sociale område i bydelen. Der er især i Nordvest-kvarteret stadig en del sociale problemer af forskellig type, men området er inde i en positiv udvikling. Rent administrativt er Lokalcentret aktuelt velfungerende, og der påtænkes ingen væsentlige forvaltningsændringer.
Beslutninger
NØRREBRO STATIONSOMRÅDE
Alex Heick fremlagde: Området ligger i periferien af to bydele og af hele tre Kvarter/Områdeløft. Området er tæt trafikeret og er nogle steder tæt beboet, men andre steder ligger øde hen. Der investeres i disse år hundreder af millioner kr. i privat bebyggelse af området, mens planlægningen af det offentlige rum nærmest synes totalt fraværende.
Beslutningen om at lægge en metrostation ved Nørrebro Station, en kommunal beslutning om byggeri på rangérområdet, og en mulig fredning af fragtmandshallerne aktualiserer behovet for en ordentlig handlingsplan for det offentlige rum langs banen. Kvarterløftene Nordvest, Nørrebro Park og Områdeløftet har i efteråret fremlagt en ”Helhedsplan”, der kan anses for at være et trinbræt til at komme videre. Men siden da synes der ikke sket meget i sagen.
Beslutning: Lokalrådet besluttede, at der skal indsendes en opfordring til Rådhuset om nedsættelse af en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en visionær arkitektonisk plan for området med hovedvægt på det offentlige rum. Arbejdsgruppen skal også komme med forslag til finansiering af planen.
INDVIELSE AF MØNTMESTERPLADSEN
Møntmesterpladsen blev ikke helt færdiggjort inden Kvarterløft Nordvests ophør, og på et tidspunkt var der tvivl om hvem, der skulle vedligeholde pladsen.
Lokalrådet har hanket op, og via et forbilledligt samarbejde med Vej- og Park og et lille tilskud fra miljøcentret ville pladsen nu omsider (med 1½ års forsinkelse) kunne indvies. Men skal pladsen overhovedet indvies?
Beslutning: Lokalrådet besluttede at forestå en beskeden ceremoni i maj måned for at markere projektets afslutning.
LOKALPLAN BISIDDERVEJ
Lokalplan Bisiddervej blev diskuteret.
• Der var tilfredshed med, at nybyggeriet på Lygten tilstræbes at fremstå med en begrønnet facade.
• Der er i projektskitsen markeret træer på Lygten foran byggeriet. Det støtter vi, idet vi gerne vil fastholde Lygtens karakter af allé.
• Vi ser gerne, at tankstationen forbliver, hvilket dog forudsætter implementering af miljøkrav vedr. fugt, støj, brand osv.
• Vi er glade for at 2/3 af parkeringsdækningen forudses at blive i konstruktion, men er bekymrede for, om det er godt nok, da der ikke forudses parkeringsmulighed for butikkerne,- eks. en (ny) indbygget Nettobutik, som aktuelt har et stort parkeringsområde.
• Oldermandsvej og Bisiddervej er små veje, hvor det er svært for to biler at passere hinanden. Vi er bekymret for trafikbelastningen.
• Murfladen mod nr. 51 bør fremstå ”færdig”,- der kan gå årtier inden byggeriet evt. videreføres på nr. 51.
• Vi er glade for det åbne gårdrum bag bygningen. Herved undgås en fornemmelse af overbebyggelse.
Beslutning: Lokalrådet besluttede, at indsende høringssvar med ovenstående bemærkninger.
Orienteringssager
BYDELSINDDELINGEN
Desværre intet nyt.
DEN GRØNNE TÆNKETANK
Tænketanken har fået tilsagn fra Kvarterløftet om underskudsdækning på 50 000 kr. Formålet skal dels være at forsøge at opstarte et træplantningsprojekt i bydelen dels at vejlede og inspirere til begrønning af bydelen.
MUSIKFORENINGEN
Alex Heick omtalte den nye spændende musikforening ”Fra Runddelen til Pilegården”, der med en flot buket af arrangementer henvender sig til borgere både i Nørrebro, Bispebjerg og Brønshøj.
NATTERAVNE
Louise Hjulmand fra beboerprojekt Bispebjerg rapporterede fra et møde, der havde været afholdt samme aften. Formålet havde været at opstarte det kriminalitetsforebyggende projekt ”Natteravnene”. Natteravne er grupper af voksne, der på en meget synlig måde iført gule frakker skal patruljere i kvarteret. Initiativtagerne er den boligsociale indsats og SSP. 14 voksne havde meldt sig, og nu gik man i gang.
HULGÅRDS HAVE
Byggeriet begynder snart, og lejligheder er sat til salg. Der udskrives en konkurrence for planlægningen af parken.
Internt
FRA UDVALGENE
Orientering om projektet Lys over Ørnevej.
ADMINISTRATIVT
Intet
EVENTUELT
Alex Heick omtalte planen om en Kvarterfest ved Lygten Stations 100 år jubilæum 19. april.
Deltagere
TILSTEDE
Lis Bauer, Ældrerådet
Ki Dal, Ældrerådet
Nina Marie Ericsson, Enhedslisten
Norbert Falkenstrøm, Bispebjerg Terrasser
Mogens Frederiksen, Emdrup Gr.e.forening
Torben Groth, FSB Rebslagerhus
Ebbe A. Hansen, SF
Alex Heick, Radikale Venstre
Irene Hjelmslund, Bispebjerg Terrasser
Helene Howe, Konservative
Christian Kirkeby, Lokalhistor. Selskab
Mette Lieth, Kulturhuset
Connie Nørring, Dansk Folkeparti
Erik Nørskov, B/F Typogr. Stiftelser
Bjarne Petersen, A/B Lygten
Jeppe Rasmussen, Lokalkom. mod EU
Annemette Risager, Lokalhistor. Selskab
Agnes Ruben, B/F Hulgården
Kai Saaby, B/F Skoleholdergård.
Jette Varn, Kulturelle samråd
Mogens Wassermann, Konservative
Ester Aas, Æresmedlem
AFBUD
Edm. Christensen, Kommunisterne
Jørgen Rose, Kvarterløft Nordvest
|