Baggrund
Bispebjerg Lokalråd (Lokalrådet for Nord-Vest) var fra starten en almennyttig paraplyorganisation med medlemmer fra politiske partier, boligforeninger, institutioner og organisationer i lokalområdet.
Hvis man skal forstå lokalrådets virke, er det godt at tage udgangspunkt i omstændighederne, da lokalrådet blev grundlagt. Her lagde man nemlig de skinner for rådets virke, som vi kører på den dag i dag.
Sidst i 60erne etableredes lokalråd overalt i Københavns Kommune. Årsagen var en erkendelse af, at afstanden mellem lokalområderne og Borgerrepræsentationen er for stor. Formålet var at bygge bro mellem lokalområderne og den centrale kommunale sagsforvaltning.
21. april 1966 indkaldte Nord-Vest Avisens daværende redaktør J. M. Westergaard til møde i "TV-stuen" på Bispebjerg Kulturcenter. Formålet var at oprette et Lokalråd for Nord-Vest. Det forberedende udvalgs første møde blev holdt 3. maj 1966.
Udvalget bestod af repræsentanter fra Bispeparkens Lejerforening, Lejerforeningen Blokhusene, Emdrup Grundejerforening, Lejerforeningen Fynshuse, Klokkergårdens Lejerforrening, Lejerforeningen Munkevangen, Tagensbo Lejerforening, Bispebjerg Kulturcenter, Nord-Vest Avisen,
Socialdemokatiet, Radikale, Venstre, SF, DKP, og Borgerrepræsentationen ved Egon Weidekamp (som aldrig deltog i noget møde).
På det forberedende udvalgs andet møde vedtoges de geografiske grænser for lokalrådet at være postdistrikt København NV.
Dette skriver sig fra før København blev inddelt i bydele, og postnummerprincippet holdt sig op til 1998, hvor rådet samtidig med at skifte navn også ændrede formelle grænser svarende til Bispebjerg Bydel.
De sager, som man ville behandle, var "alle sager, som skønnes af betydning for bydelen Nord-Vest og dens befolkning". Økonomien skulle præges af "størst mulig sparsommelighed", men i øvrigt dækkes solidarisk.
Man arbejdede sig frem til nogle vedtægter, der med vor tids øjne må synes ret pompøse. Med tillæg fyldte de en halv snes sider tæt maskinskrift (mindste linieafstand). Substansen i vedtægternes indhold er dog stadig den samme i dag.
Lokalrådet for Nord-Vest holdt sit første ordinære møde 25 oktober 1966.
Som formand valgtes hr. Knud Thamsen, der repræsenterede "Lejerforeningerne i privat byggeri". Som næstformand blev valgt hr. John Lantau fra Emdrup Grundejerforening.
Valget af hr. Knud Thamsen medførte, at socialdemokratiets repræsentant forlod mødet og lokalrådet, og partiet blev borte i årtier. Forud herfor havde socialdemokraterne på rådhuset besluttet at boykotte alle lokalråd, som ikke var forholdsmæssigt politisk repræsenteret.
Socialdemokraterne forlangte, at lokalrådene skulle sammensættes af politiske partier i samme forhold, som antallet af mandater i borgerrepræsentationen. Da det ville sætte det store flertal af lokalrådets initiativtagere på porten, var der forståelig modstand mod socialdemokratiets krav, der blev nedstemt med 32 stemmer mod 2.
I de første år syntes samarbejdsformen ret formel. I referaterne kaldte man hinanden hr., fru og frøken.
Møderne afholdtes sædvanligvis i "Festsalen" i Bispebjerg Kulturcenter, men man mødtes også i "Ungdomshuset" på Bispebjerg Bakke 2.
Når man gennemlæser lokalrådets arkiv fremstår klart en række markante personligheder. Mange optræder kun kort, og glider herefter ud. Andre præger rådets virke i mange år.
Det er svært at fremhæve nogle frem for andre. Alligevel vil jeg dog nævne rådets første formand Knud Thamsen. Han afløstes i 1978 af Susanne Christiansen, som var formand indtil 1985. Hun afløstes af Villy Stenstrup Jensen, der styrede lokalrådet indtil i 1994. Herefter var Mette von der Lieth formand, indtil 1997, hvor undertegnede overtog hvervet.
Selvom rådet nu fejrer 35 års fødselsdag, er undertegnede således kun rådets femte formand.
På mødet 16. september 1969 indtrådte Else Nielsen som repræsentant for Husmoderforeningerne. Som hendes suppleant blev udpeget Ester Aas (der sidder i lokalrådet den dag idag, og således har siddet i Bispebjerg Lokalråd i 32 år).
Summen af disse 35 års lokalrådsarbejde er, at det har involveret mange mange mennesker, med mange møder om stort og småt.
Det har været ægte græsrodsdemokrati fra før ordet blev opfundet, og lønninger eller honorar har der aldrig været tale om. Og rådet har altid været en lokal dynamo for initiativer samt en lokalpolitisk tænketank.
|