Der findes lige så mange måder at organisere et bystyre på, som der findes storbyer på kloden.
London har udstrakt lokalt selvstyre i bydelene, mens der i København slet ikke findes lokal medindflydelse.
I Oslo og Stockholm har man en mellemting, nemlig en slags bydelsråd.
I København er det politiske system opbygget efter samme centralistiske princip som i resten af landets kommuner, selv den mindste.
Det er ikke noget problem i den lille landkommune, hvor man møder borgmesteren hos købmanden hver dag.
Men i København er resultatet på grund af byens størrelse en meget centralistisk styreform.
Centralisme rummer risiko for magtfuldkommenhed og for at vigtige beslutninger træffes hen over hovedet på folk...
Planloven skulle bøde herpå ved at der i god tid udfærdiges lokalplaner, som skal høres i lokalområdet.
Praksis er dog anderledes. I dag sker det ofte, at grunden sælges, huset tegnes og alle beslutninger træffes længe inden beboerne i lokalområdet orienteres om sagen. Her er det, at man
"lige" hører lokalområdet, sagsbehandlingens stakåndede punktum. Følgen er ofte, at store projekter som en UFO pludselig lander i et uforberedt lokalområde.
Stor afstand mellem rådhuset og lokalområdet
At der i København er stor afstand mellem politikere / embedsmænd på rådhuset og borgerne i lokalområdet, er erkendt af de fleste med kendskab til københavnsk Kommunalpolitik.
Københavns Kommune er nemlig så stor, at flertallet af politikerne i Borgerrepræsentationen, alene på grund af byens størrelse og fordi de er valgt i hele byen, er uden lokalkendskab i de sager, som de beskæftiger sig med.
D.v.s. at der i sagsbehandlingen oftest savnes en grundig lokal synsvinkel på sager, som vedrører et lokalområde.
Bydelsforsøget skulle styrke den lokale medindflydelse, men kørte af forskellige grunde af sporet. Nogle partier var begejstrede for bydelsforsøget, andre var imod. Et parti (Venstre) syntes ikke, at bydelsforsøget gik langt nok.
Men forsøget sluttede med, at Københavns borgere vendte tommelfingeren nedad ved folkeafstemningen for 11/2 år siden.
Der findes en anden og mere ydmyg form for lokaldemokrati nemlig de københavnske lokalråd. Lokalrådene har aldrig gjort meget væsen af sig, selvom de har eksisteret i 35-40 år.
De 14 lokalråd dækker hele København, og er paraply-organisationer bestående af repræsentanter for lokale foreninger, partiforeninger og institutioner i hver bydel.
Lokalrådene har aldrig haft reel politisk indflydelse, og man kunne derfor undre sig over, hvorfra de har hentet deres robuste livskraft.
Forklaringen er, at der overalt i København findes mange borgere, der ønsker at beskæftige sig med lokale problemer.
Og de fleste af disse synes, at afstanden mellem Rådhuset og borgerne i bydelene er for stor.
Lokalrådene er ikke opstået ved kommunal beslutning, men snarere på trods heraf. Og der har altid kun været sporadisk samarbejde mellem centralstyret og lokalrådene.
Fordelen herved er for lokalrådene, at de kan bryste sig af en høj grad af uafhængighed. Ulempen er, at forholdet mellem lokalrådene og Københavns Kommune ofte præges af modsætning snarere end samarbejde.
Da lokalrådsarbejdet varetages af frivillige og ulønnede borgere, har man desuden det problem, at kvaliteten af lokalrådets sagsbehandling afhænger af, at der findes lokalrådsmedlemmer, som har fornøden sagsbehandlingsrutine.
Samtlige lokalråd har derfor gennem årtierne haft op- og nedture. Men uanset hvordan det enkelte lokalråd har fungeret, har det dog almindeligvis været den eneste instans, der kunne udtale sig på bydelens vegne.
De to yderpunkter
Bydelsrådet og lokalrådet repræsenterer de to teoretiske yderpunkter af lokalt demokrati alt efter om man ønsker en besluttende eller en rådgivende lokal instans.
1) Besluttende lokalt demokrati (bydelsrådsmodellen):
Hvis man ønsker besluttende lokalt demokrati og vil delegere beslutningskompetence og forvaltning af betydelige økonomiske midler til bydelene, kræver det folkevalgte organer i små rådhuse i hver bydel.
2) En lokal rådgivende instans (lokalrådsmodellen):
Hvis man blot ønsker lokale råd, er det vigtigt, at få den bredest mulige repræsentation i rådet, og her er lokalrådsmodellen det direkte valg overlegen.
Her foregår den demokratiske valgprocedure ikke ved en folkeafstemning, men ude i de foreninger og organisationer som findes i lokalområdet, og som hver især vælger eller udpeger sin repræsentant.
Havde vi eksempelvis haft direkte valg til Bispebjerg Lokalråd, hvor jeg er formand, ville vi i dag kun have haft repræsentanter fra de politiske partier.
I stedet har vi nu 41 medlemmer, som ud over de politiske partier repræsenterer større boligforeninger og institutioner i Bispebjerg Bydel.
D.v.s. at lokalrådet reelt har en langt større berøringsflade med lokalområdet, end det ville have været muligt ved direkte valg. Så hvis man ønsker et "råd" med et højt niveau af borgerinddragelse, er lokalrådsmodellen bedst.
Hvorfor genopfinde lokalråd,
når de allerede findes?
Som følge af debatten før bydelsrådsvalget for 11/2 år siden er der nu bred erkendelse af, at det på en eller anden måde er nødvendigt at inddrage det lokale synspunkt i sagsbehandling, som specielt vedrører et lokalområde.
Dette medfører nemlig stort set altid en en bedre løsning, men kræver, at lokalområdet orienteres inden alle aftaler er truffet og blækket på kontrakterne er tørt.
Spørgsmålet er nu under hvilken form dette skal ske.
Borgerrepræsentationen har derfor nedsat et såkaldt demokratiudvalg, der skal komme med et forslag om fremtidens nærdemokrati i løbet af indeværende år.
Som bidrag til disse overvejelser har Københavns lokalråd fremlagt et forslag til en lokalrådsbaseret nærdemokratisk ordning kaldet "Bydelenes Stemme".
I modsætning til bydelsforsøgene overfører "Bydelenes Stemme" ikke beslutningskompetence til lokalområderne, men sikrer blot, at et lokalområde orienteres i rimelig tid, når sager af betydning for lokalområdet er under behandling centralt.
Der er ikke en gang ønske om at blive "hørt", man vil bare gerne orienteres inden løbet er kørt.
Forslaget går ud på at aftale faste samarbejdsprocedurer mellem Borgerrepræsentationen og lokalrådene, idet lokalrådene foreslås tildelt ret til tidlig information og mulighed for at reagere herpå ved at fremlægge forslag for Borgerrepræsentationen.
For at styrken kontinuiteten i og kvaliteten af lokalrådenes arbejde foreslås disse desuden tildelt (beskedne) midler til lokaleleje, sekretariatsdrift, informationsvirksomhed og initiativer.
"Bydelens Stemme" er enstemmigt tiltrådt af alle Københavns 14 lokalråd.
Forslaget tager således udgangspunkt i de netværk, som allerede i årtier har udgjort den lokale stemme i København, - nemlig lokalrådene. De har nemlig for længst bevist deres langtidsholdbarhed som et robust system med et højt niveau af borgerinddragelse.
Forslaget berører ikke det overordnede politiske og økonomiske ansvar, som uændret skal ligge hos Borgerrepræsentationen, og dets gennemførelse kræver derfor hverken forfatningsændring eller ny folkeafstemning.
Da medlemmerne af lokalrådene arbejder gratis, er omkostningen ved gennemførelse af "Bydelenes Stemme" langt billigere end enhver anden tænkelig løsning, så også økonomien taler for en lokalrådsbaseret løsning.
Samlet taler alle disse argumenter klart for at basere en fremtidig nærdemokratisk ordning på de allerede fungerende lokalråd.
For at komme videre med nærdemokratiet i København foreslås derfor snarest nedsat et samarbejdsudvalg mellem repræsentanter for borgerrepræsentationen og repræsentanter for Københavns lokalråd med henblik på udformning af en samarbejdsaftale om fremtidens nærdemokrati.
Alex Heick
Formand for Bispebjerg Lokalråd, maj 2002.
Udskriv "Lille lokaldemokrati, hvad nu"
|