Bydelenes stemme II


Forslag til kommissorium for fremtidens lokaldemokrati i København


Koordinationsudvalget mellem de københavnske Lokalråd (KKL) fremlægger hermed et forslag til videreføre det lokalrådsbaserede nærdemokrati. Forslaget tilsigter at videreudvikle og dermed styrke den lokale medindflydelse på beslutninger af særlig betydning for Københavns lokalområder. Forslaget berører ikke overordnet politisk / økonomisk ansvar, som uændret ligger hos Borger-repræsentationen (BR).

Lokalrådene foreslås tildelt høringsret, ret til tidlig information og formaliseret mulighed for at fremlægge forslag for (BR)...

Koordinationsudvalget mellem de Københavnske Lokalråd (KKL) fremlægger hermed forslag til kommissorium for nærdemokratiet i Københavns Kommune. Forslaget tager afsæt både i lokalrådenes debatoplæg "Bydelenes stemme", i Valby Lokaludvalgs kommissorium, og i konklusionerne fra den nærdemokratiske debatproces i København i 2002 og 2003.

Resumé



Navn: I respekt for lokalrådenes virke i fire årtier foreslås navnet "lokalråd" bibeholdt som betegnelse også for fremtidens nærdemokratiske instans. Betegnelsen vil derfor blive anvendt i det følgende.

Opgaver: Lokalrådets opgaver foreslås videreført som beskrevet i Valby Lokaludvalgs kommissorium,- dog med fire foreslåede ændringer:

a) Forvaltning af kulturhusene foreslås udlagt til bydelen.

b) Lokalrådene foreslås tildelt initiativret bl.a. i forhold til Borger-repræsentationen.

c) Der foreslås indført krav til lokalrådet om borgerinddragelse i væsentlige lokale sager.

d) De hidtidige lokalråds brede forankring i lokalsamfundet ønskes videreført. Lokale politiske foreninger, boligforeninger, grundejerforeninger, handelsforeninger, ældreråd, sportsforeninger m.v. bør fortsat kunne repræsenteres i lokalrådet.

Indledning



Hermed fremlægger "Koordinationsudvalget mellem de Københavnske Lokalråd" forslag til kommissorium for fremtidens lokaldemokrati i København.

Forslagets udgangspunkt er de netværk, som i 35-40 år har udgjort den lokale stemme i København, - nemlig lokalrådene.

Betegnelsen lokalråd foreslås bibeholdt også for den fremtidige lokaldemokratiske institution,- dog vel vidende at fremtidens lokalråds virke nødvendigvis må tilpasses en ændret opgavetildeling.

Endvidere tager dette forslag afsæt i kommissoriet for Valby Lokaludvalg, som er en politisk nyskabelse, der som forsøgsordning siden 1. januar 2002 har fungeret i Valby Bydel. Valby lokaludvalgs opgavetildeling findes velgennemtænkt og relevant, men det må anses for uforeneligt med tanken om nærdemokrati, at lokaludvalgets medlemmer udpeges af Borgerrepræsentationen, som det er tilfældet for Valby Lokaludvalgs vedkommende.

Endelig må nævnes, at dette forslag også er inspireret af utallige diskussioner under den borgerinddragelsesproces, som på foranledning af Københavns Kommunes Demokratiudvalg er foregået i det sidste halve år.

Den følgende tekst er med fire principielle ændringer en ordret gengivelse af det af Borgerrepræsentationen allerede vedtagne kommissorium for Valby Lokaludvalg. Ændringerne vedrører forslag om udlægning af ansvaret for bydelshusene til bydelen, om initiativret, om rådets sammensætning, og et principielt ønske om bred borgerinddragelse.

Der er dog desuden foretaget redaktionelle ændringer, idet udtrykket "Valby Lokaludvalg" er erstattet af "Bydelens lokalråd" og datoer er tilrettet).

Forslag til kommissorium for fremtidens lokalråd



Bydelens lokalråd skal løse de opgaver, som fremgår af dette kommissorium, eller som efterfølgende delegeres ved konkret beslutning i Borgerrepræsentationen. Lokalrådet skal ved varetagelsen af sine opgaver:

  • Være bindeled og sikre dialog mellem bydelens borgere og Borgerrepræsentationen / de faste udvalg i alle spørgsmål, der har særlig betydning for bydelen.

  • Forberede møder og høringer - i samarbejde med den kommunale forvaltning - mellem borgere og Borgerrepræsentationen / de faste udvalg, særligt i sager om lokal- og bydelsplaner.

  • Sikre dialog med bydelens borgere inden høringssvar m.v. afgives til Borgerrepræsentationen/ de faste udvalg.

  • Via overborgmesterens kontor fremlægge forslag for borgerrepræsentationen om beslutninger af særlig betydning for bydelen.

  • Medvirke til at sikre sammenhæng og koordinering i bydelsrettede aktiviteter.

  • Tage initiativer af politisk og anden art til bydelens bedste.

    Lokalrådenes virke er underlagt Borgerrepræsentationens beslutninger. Delegeret kompetence kan til enhver tid tilbagekaldes af Borgerrepræsentationen. Borgerrepræsentationen delegerer en kompetence til bydelenes lokalråd indenfor følgende områder:

  • Som en del af Københavns Kommuneplan 2005 skal Økonomiudvalget i tæt samarbejde med bydelens lokalråd udarbejde et forslag til bydelsplan. Forslaget til bydelsplan tilvejebringes på grundlag af en arbejdsplan, der fastlægger plan-temaer, overordnede mål for udviklingen, en strategi for dialog og borgerinddragelse samt procesforløbet og herunder Lokalrådets medvirken. Arbejdsplanen fastlægges af Økonomiudvalget efter udtalelse fra Lokalrådet. Økonomi-forvaltningen pålægges ansvaret for det praktiske arbejde med at tilvejebringe forslag til arbejdsplan og bydelsplan samt for sekretariatsbetjeningen af bydelens lokalråd i forbindelse med dette arbejde.

  • Borgerrepræsentationen og Økonomiforvaltningen skal foretage en høring af bydelens lokalråd, forinden der træffes endelig beslutning i sager, der er af særlig betydning for bydelen i forhold til den fysiske planlægning. Høringen skal ske efter de samme principper, som er fastlagt i regulativerne for de 4 forsøgsbydele. Omvendt er bydelens lokalråd forpligtet til at afgive udtalelser til Borgerrepræsentationen / Økonomiudvalget eller de faste udvalg efter anmodning herom.

  • Borgerrepræsentationen og de faste udvalg skal foretage en høring af bydelens lokalråd inden for øvrige områder efter de samme principper, som gælder indenfor lokalplansområdet.

  • Bydelens lokalråd får, ved delegation fra Borgerrepræsentationen, pr. 1. januar 2004 udlagt beslutningskompetencen vedrørende puljemidler til tværgående, bydelsrel aterede og bydelsidentitetsskabende projekter. De årlige puljemidler fastlægges af Borgerrepræsentationen.

  • Bydelens lokalråd får fra 1. januar 2004 udlagt beslutningskompetencen vedrørende puljemidler til mødeaktivitet, lokaleleje, trykning, annoncering, forplejning m.v. De årlige puljemidler fastlægges af Borgerrepræsentationen.

  • Bydelens lokalråd får fra 1. januar 2004 udlagt beslutningskompetence vedrørende bydelens kulturhuse.


Lokalrådenes fremtidige struktur



De individuelle lokalråds organisation, struktur og samarbejdsformer er basis for videreudviklingen af nærdemokratiet. Lokalrådene sammensættes ud fra lokale præmisser, og strukturen skal ikke nødvendigvis være ens i hele København.

Administrative minimumskrav til lokalrådene



Bydelens lokalråd skal forelægge et udkast til vedtægter med henblik på Borgerrepræsentationens godkendelse inden udgangen af februar 2004. Vedtægterne skal indeholde regler for medlemskab, afstemningsregler, økonomisk ansvar og revision. Bydelens lokalråd betjenes administrativt af Økonomiforvaltningen.

Tilrettelæggelse af arbejdet



Møder i bydelens lokalråd er offentlige jf. lov om kommunernes styrelse § 10. Lokalrådet skal nedsætte arbejdsgrupper / studiekredse / dialogfora ved behandling af sager af stor betydning for lokalområdet. I arbejdsgrupperne kan, ud over udvalgets medlemmer, indgå borgere, brugere, repræsentanter fra forvaltningerne og andre interessenter.

Udskriv "Bydelenes stemme"