Bellahøj marken


Renoveres til park





MARTS 2005: Planen, som skal ændre Bellahøjmarken til en park med adgang for den enkelte borger, er nu godkendt af Bygge- og Teknikforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen i en fælles indstilling. Der var dog uenighed mellem de to forvaltninger om aktivitetsfelter og -stier, samt levende hegn og frugt-lunde på "sletten". Det afgøres af Borgerrepræsentationen. Arealerne til campingplads og offentlig park bytter plads, så campingpladsen placeres ved Bellahøjbadet. Et 50 meter bredt bælte på sletten langs Bellahøjvej friholdes for bygning og beplantning m.h.p. frit udsyn mod København. Fra lokalrådets synsvinkel betyder uenigheden mellem de to forvaltninger mindre. Vigtigst er, at projektet bliver til noget. Der er ikke afsat midler til planens gennemførelse.

NOV 2004:Lokalrådet har været involveret i en flot plan, der handler om at åbne græsarealet foran Bellahøj for offentligheden. Arealet bruges to gange om året til kræmmermarked og om sommeren til campingplads. Disse ting kan fortsætte, men i øvrigt tilstræber planen at omskabe området til en park. Bispebjerg Lokalråd støtter varmt planen om Bellahøjparken, og dens eventuelle realisering vil være et positivt løft for lokalområdet.

MAJ 2004: Bygge- og Teknikforvaltningen har fremlagt forslag til renovering af den fredede Bellahøjmark ejet af Kommunen. Siden flytning af dyrskuet i 1966 har området været brugt til camping og kræmmermarked om sommeren og fritidsområde / hundeluftning resten af året. Området er nedslidt.

Planen skal omdanne området til en park. Sletten foreslås stedvis beplantet med levende hegn vekslende med græs, hvorved slettekarakteren fremhæves. Arealet ved Grøndal Centeret fornyes ved forskønnelse af parkeringsarealerne og ved etablering af en ny boldbane nord for Centret. Parkeringsarealernes belægning fornyes. Kræmmer-markederne kan fortsætte om end i let indskrænket omfang.

Som planen foreligger, er den resultat af en arbejdsgruppes arbejde, hvor bl.a. lokalrådet har deltaget ved Jan Lindboe.

Høringsperioden forventes at blive 15. maj til 15. juni. Borgermøde 17. maj kl. 19 i Kulturhuset. Planen forelægges udvalgene i august m.h.p. implementering i 2005.

Beslutning: Lokalrådet tiltrådte i det store og hele planen, som må anses for et tiltrængt løft af området. Planen forelægges igen, når den er til officiel høring.

MARTS 2004: Bygge- og Teknikforvaltningen har fremlagt forslag til renovering af den fredede Bellahøjmark, ejet af Kommunen. Siden flytning af dyrskuet i 1966 har området været brugt til camping og kræmmer-marked om sommeren og fritidsområde resten af året. Området er nedslidt.

Planen skal omdanne området til en park. Arealet er 122.800 m2. Sletten foreslås stedvis beplantet med levende hegn og opstammede træer og lunde, vekslende med græs, hvorved slettekarakteren fremhæves. Plantningerne skal skabe læ og overskuelighed. Arealet ved Grøndal Centeret fornyes ved forskønnelse af parkeringsarealerne og ved etablering af en ny boldbane nord for Centret. Parkeringsarealernes belægning fornyes og opstribes så de kan bruges både til boldspil og parkering.

I parken etableres aktivitetsfelter forbundet af sti-forløb til gang, løb og ski-træning. Stien oplyses af lys i jordniveau. I aktivitetsfelterne kan eks. være bålplads, legeplads, labyrint osv. Den nuværende campingforpagter er positiv overfor indskrænkning af campingarealet med 45 %. Ved opgradering af faciliteter og plantning skabes bedre forhold for camping svarende til en 2 stjernet campingplads.

Kræmmermarkederne er afgiftsfri arrangementer med velgørende formål. Der etableres permanent elforsyning hertil. Offentlig høring gennemføres inden sommer.

Planen forelægges udvalgene i august.